Ejeren af et leasingkøretøj, der skal bruges tidsbegrænset i Danmark, kan ansøge til SKAT om kun at betale registreringsafgift for leasingperioden. Det er en betingelse, at køretøjet tilhører en virksomhed eller et fast driftssted her i landet eller i udlandet, og at køretøjet efter en skriftlig aftale i en tidsbegrænset periode leases til en person som bor i Danmark. Ejeren skal registrere køretøjet og betale registreringsafgift fra den dato køretøjet tages i brug her i landet af en person med bopæl i Danmark.
Køretøjet – også udenlandske leasingbiler – skal i alle tilfælde indregistreres på danske nummerplader. Det betyder, at der skal betales vægtafgift eller grøn ejerafgift efter gældende regler.
Reglerne fremgår af § 3 b, jævnfør lovbekendtgørelse nr. 631 af 25. juni 2008 om registreringsafgift af motorkøretøjer mv. (registreringsafgiftsloven).
Ordningen omfatter kun køretøjer, der ejes af leasingvirksomheder. Det vil sige virksomheder, der erhvervsmæssigt leaser køretøjer ud. Det er derfor leasingvirksomheden, der skal søge om at betale den forholdsmæssige registreringsafgift. Ansøgningen skal vedlægges en skriftlig leasingkontrakt mellem leasingvirksomheden og den person eller virksomhed, der ønsker at lease motorkøretøjet.
Leasingkontrakten skal
Motorkøretøjer, der ønskes omfattet af ordningen, skal ekspederes hos SKAT, før de kan få danske nummerplader. SKATs Motorcentre, der behandler ansøgningerne.
Hvis køretøjet er nyt og købt her i landet, skal leasingvirksomheden også aflevere et certifikat og en kopi af købsfakturaen.
Hvis køretøjet er nyt og købt i udlandet, skal leasingvirksomheden aflevere en købsfaktura. Hvis der er tale om parallelimport, skal leasingvirksomheden også aflevere dokumentation for transportomkostninger, afregningsbilag mv.
Leasingvirksomheden skal betale registreringsafgift for den periode, der er omfattet af leasingkontrakten.
SKAT opkræver afgiften forud for hele kontraktperiodens varighed og beregner afgiften på grundlag af køretøjets handelspris eller efter standardprisen (eventuelt mindstebeskatningsprisen) for fabriksnye køretøjer. Når køretøjets fulde registreringsafgift er fastsat, beregnes den forholdsmæssige afgift for leasingperioden pr. påbegyndt måned efter procentsatser, der afhænger af bilens alder.
Er køretøjet for eksempel 1 måned gammelt, skal leasingvirksomheden betale 2 procent af den beregnede registreringsafgift pr. påbegyndt måned for de to første måneder, mens der skal betales 1 procent af registreringsafgiften pr. påbegyndt måned i de efterfølgende 33 måneder, indtil køretøjet bliver 36 måneder gammelt, hvorefter der skal betales ½ procent pr. måned.
Køretøjets alder regnes fra det tidspunkt, hvor køretøjet første gang bliver registreret eller bliver taget i brug. “Pr. påbegyndt måned” betyder hver måned, der er begyndt efter leasingkontraktens startdato. Eksempel: Leasingkontrakten starter den 1. marts og slutter den 15. juni. Her er der tale om fire måneder, fordi juni måned er begyndt.
SKAT beregner et tillæg til registreringsafgiften, der svarer til en forrentning af det afgiftsbeløb, der er tilbage ved kontraktperioden udløb. Forrentningen beregnes med Nationalbankens offentliggjorte udlånsrente pr. 1. januar og pr. 1. juli. Hertil kommer et tillæg på 2,3 procent årligt.
Udlånsrenten pr. 1. januar + tillæg anvendes på leasingperioder, der starter i første halvår, og udlånsrenten pr. 1. juli + tillæg anvendes på leasingperioder, der starter i andet halvår.
Forrentningen er ikke en fradragsberettiget renteudgift. Forrentningen behandles skattemæssigt på samme måde som den forholdsmæssige afgift (det vil sige, at den indgår i leasingselskabets anskaffelsessum for driftsmidlet).
Leasingvirksomheden hæfter for registreringsafgiften. Leasingvirksomheden kan derfor ikke lade leasingtager betale afgiften direkte til SKAT og dermed holde registreringsafgiften uden for den samlede leasingydelse og momsafregningen af leasingydelsen. Det er derfor også leasingvirksomheden, der kan søge SKAT om at få for meget betalt afgift tilbage, og det er leasingvirksomheden, der får en opkrævning af for lidt betalt afgift, når køretøjet udgår af ordningen.
For yderligere oplysninger henvises der til Registeringsafgiftsloven.